De evindelige måltider. Det er det værste. Sygeplejerskens stadige bebrejdelser. De har jo ikke spist noget. Det siger hun hver dag. Jeg påstår at det har jeg, og hun påstår at det har jeg ikke. Hvem har ret? Hvis De skal blive rask, er det nødvendigt at De spiser. Hun taler til mig som om jeg var et genstridigt barn, og så bliver jeg genstridig som et barn. Jeg stikker lidt til maden mens hun holder øje med mig og tallerkenen. En aften lægger hun armen om skulderen på mig og presser skeen ind mod mine læber. Jeg farer forskrækket sammen ved berøringen. Kniber læberne sammen. Så kan jeg mærke at mine arme bliver kortere. Mine ben. Kroppen skrumper. Jeg har forvandlet mig til en toårig. Jeg vil ikke have skeen. Jeg vil have sutten som Biri og Mime har taget fra mig. De syntes at jeg var for stor til sut. Først da en specialist sagde at man ikke måtte tvinge børn, fik jeg min vilje. Jeg slap for skeen og fik sutten tilbage, nu forsynet med store huller, så føden kunne passere. Men selv hvis jeg fik en sut med huller i nu, ville jeg ikke kunne få maden ned. Sygeplejersken fortæller mig at den sygdom jeg lider af, befordres af dårlig ernæringstilstand, og jeg nikker og skubber tallerkenen fra mig. Derefter vender jeg hun sig om og tager et stort krus mælk. Også det forsøger hun at presse mod mine læber, men jeg vil ikke have det. Mælken skal forbeholdes børnene, siger jeg. Nu forsøger hun at bilde mig ind at alle børn har fået deres mælkeration, det er ikke noget jeg behøver at bekymre mig om, men selvfølgelig gør jeg det. Jeg tåler den også kun dårligt, siger jeg.”