“Faconlagnet må være krympet i vask. Madrassen på gæsteværelset rejser sig på højkant som et lig i en krematorieovn og jeg bakser i lang med med elastikkanten. Hvorfor sagde jeg ja til det, jeg forstår det ikke. Se, om du kan gøre et menneske ud af hende, sagde Rosa. Var det derfor jeg gik med til det? Fordi min datter overraskende viste mig tillid? Jeg har da altid ment at hun var et menneske, indvendte jeg, men det skulle jeg nok ikke have sagt. Nu blev jeg oplyst om at jeg umuligt kunne udtale mig om, hvorvidt Em var et menneske eller ej, jeg kendte hende jo nærmest slet ikke. Derpå begyndte Rosa at græde i telefonen, selvfølgelig for at afpresse mig.
Så snart jeg var gået med til at have Em boende i sommerferien, gav Rosa sig til at tale om, hvor glad hun selv havde været, når hun som barn var på besøg hos sin mormor, og de sad og arbejdede med hendes herbarium. Det føltes så trygt og godt, sagde hun og fik det til at lyde som om det havde været den eneste tryghed i hendes barndom. Som om hun havde været et forsømt barn der måtte opsøge sin gamle mormor for at få lidt kærlighed. Hvordan kan virkeligheden tage sig så forskelligt ud?”