oversvoemmelsen-forsideEn kraftig regn havde bevæget sig fra Vestkysten og videre østpå. Regnen blev ved dag ud og dag ind, ustoppeligt lod det til, og imens tog vinden til og fór hylende og hærgende omkring som en ond ånd, der var sluppet ud af en flaske.

En aften trængte lyden af sirener gennem stormen, og senere oplyste blå blink mørket ned mod søen. Her. Dér. Og derovre. Ellers var der ikke noget at se gennem vinduerne. Hverken oppe eller nede. Ingen stjerner. Ingen andre lys. Måske var det en drukneulykke, de havde lidt svært ved at forestille sig andet. Men også det.

Næste morgen kiggede de ud igen. De kunne ikke rigtig få nogen mening i det, de så. På en eller anden måde var det, som om søen var kommet nærmere. De boede jo ikke helt nede ved den, men nogle kilometer derfra på et af de højdedrag, som det gamle morænelandskab havde efterladt sig for mange tusind år siden. Et sted, hvor man ved god sigtbarhed kunne se søen ligge som en grønbrun slette med små klynger af huse rundt langs siderne. For det var jo det mærkelige. At den egentlig slet ikke lignede en sø, men snarere et område, hvor man kunne forvente, at der vandrede store flokke af kvæg omkring og græssede. Nu var dette indtryk yderligere forstærket, og desuden virkede den meget større, end den plejede.

Selvfølgelig kunne en sø forandre sig. Den kunne skifte farve alt efter belysningen, og vinden kunne danne dybe furer i overfladen. Farven var dog den sædvanlige, bare lidt mørkere, og vandspejlet ikke meget anderledes end på dage med kraftige vindstød – kreppet med lange hvide striber i. Men den havde flyttet sig, syntes de. Det var det, de ikke forstod. Det, og at den var blevet større. En sådan lov om foranderlighed mente de ikke, den kunne være underlagt. Af en sø måtte man forvente sig det samme som af et spejl –at den blev i sin ramme.

 

En hjemmeside fra Pexeto