Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/ninabolt.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 579

Efter en klassisk-sproglig studentereksamen tog jeg bifagseksamen i faget Teatervidenskab på Københavns Universitet, hvor jeg især var optaget af middelalderens mysteriespil og renæssancens Commedia del’Arte, den italienske maskekomedie med faste figurer. Bagefter tog jeg hovedfagseksamen i Dansk – ikke fordi jeg havde nogen litterære ambitioner på det tidspunkt, men simpelt hen af interesse for faget.

I anden halvdel af halvfjerdserne startede jeg et forlag, der primært udgav udenlandsk feministisk litteratur i dansk oversættelse, blandt andet af forfattere som Francoise d’Eaubonne og Elizabeth Gould Davis. Jeg udgav også et tidsskrift i en årrække, der beskæftigede sig med alternative kvindebilleder, og hvor vi skrev om kvinderne i de gamle græske myter (fx Artemis og Medusa ) og i de keltiske sagn: magtfulde kvinder på hver deres måde, som vi kunne bruge som nye ikoner. Vi beskæftigede os også med teorierne om matriarkater og amazonesamfund og skrev desuden en del om hekse og kloge koner, om mandsvældet på hospitalerne, om jordemødre op gennem tiden osv.

 

Portræt 2011

Sidst i halvfjerdserne og i begyndelsen af firserne udgav jeg en række tekster inspireret af det sapphiske univers. Med disse fortællinger startede mit forfatterskab sammen med det kærlighedsliv, der dannede rammen om det. Men jeg kunne først for alvor hellige mig skrivningen, da jeg holdt op med at have fast arbejde efter 17 år som redaktør på skiftende københavnske forlag, sidst Gads Forlag, og i stedet begyndte at arbejde som oversætter og forlagskonsulent.

I 1992 fik jeg udgivet en samling fortællinger, ”Ukendt herre i landskab,” hvor jeg bevægede mig ind i et mandsunivers, jeg ikke havde beskrevet tidligere. Heraf måske titlen. Dermed blev grunden lagt til mange af de mænd, der optræder i mine senere romaner: spejlmageren og alkymisten Bartolomeo Bigaglia i romanen af samme navn, godsejeren Arnold von Ense i ”Stenskoven”, fotografen Francis Lake Evans i ”Mørkets kamre”, kunstsamleren Herbert Brandt i ”Passionsspil” og kirurgen Bernhard Amadæus i ”Ildfødt.”

Med hensyn til kvindeskikkelserne har jeg bevæget mig meget langt væk fra mit oprindelige lyrisk/utopiske univers, men alligevel har jeg givet flere af mine kvindeskikkelser en særlig lydhørhed over for det, der befinder sig lige omme på den anden side af virkeligheden: skuespilleren Maria i ”Spejlmageren,” der har en oplevelse af at blive genforenet med noget større, når hun spejler sig i alkymistens spejl, fotografen Margaret Evans der kan se ind til kernen af folk, når hun portrætterer dem, sypigen Lucie i ”Ildfødt,” der hører stemmer, eller keramikeren Sara i min roman ”Dværgkrukken,” der kan høre dværgene bevæge sig rundt i sin afdøde onkels hus og se hans skyggebillede i landskabet.

Men først skrev jeg tre kulturhistoriske bøger i slutningen af halvfemserne, ”Dyremennesker. Historien om et magisk samarbejde,” (1995), ”Hår. Sex. Samfund & Symbol (1996; oversat til tysk) og ”Blod, sved og tårer” (1998). Bogen om hår vakte stor opmærksomhed med tv-udsendelse, en række radioudsendelser og et væld af artikler i blade og aviser. Nu, seksten år efter, bliver jeg stadig kontaktet af journalister, der gerne vil have stof til flere artikler. Se under ”Andre bøger.”

I 1997 forlod jeg København og flyttede ned til Sydsjælland, hvor jeg bor i et gammelt bindingsværkshus med skov til alle sider og en å, der løber for foden af min bakke. Her har jeg arbejdsro, omgivet af rådyrene, flagspætterne og mejserne og med en stor himmel over mig.

 

En hjemmeside fra Pexeto