Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/ninabolt.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 579

”Hun sad og ventede på mig på en af stenhøfderne, en høj, rank skikkelse med havet som baggrund. Da jeg kom hen til hende, strøg hun håret væk fra panden og så på mig med et smil. På min højre side rejste fyrtårnet sig som en toogfyrre meter høj søjle mod den blå himmel, på min venstre side og bag hende skyllede bølgerne ind mod land. Solen havde nået sin middagshøjde. Jeg tror aldrig, at jeg har haft en stærkere fornemmelse af at befinde mig ved Jordens yderste rand.

Vi gik hen til døren, hvor hun tog en stor nøgle frem. ”Fort York,” sagde hun og låste op. ”Det kaldte englænderne fyret, dengang de førte krig mod Danmark i begyndelsen af attenhundredetallet og havde bemægtiget sig øen. Det lykkedes dem faktisk at gøre sig gode venner med øboerne. Utroligt, ikke?” Hun lo med en undertone af foragt. ”Derefter ombyggede de fyret til forsvarsbastion og omgav det med en muret, skudsikker kasemat til brug for deres materialer og ammunition.”

Hun pegede på den tunge sokkel, som tårnet så ud til at være nedsænket i. Murværket var forsynet med vinduer, og på en eller anden måde forekom der mig at være noget forsonende ved dem, selv om de var små, måske fordi det gjorde fæstningspræget mindre tydeligt. Vi trådte ind i et køligt rum med lysindfald fra flere sider og begyndte at gå op ad en stejl, smal vindeltrappe, hvor trinene snoede sig i en spiral, der syntes at blive ved i det uendelige. Hver gang jeg tænker tilbage på det, føler jeg et sug i mellemgulvet, og jeg ser det snoede trappeløb for mig. Indimellem måtte jeg holde en pause for at få vejret, og på et tidspunkt var jeg nødt til at sætte mig ned, fordi jeg blev overvældet af ubehag. Langt oppe over mig kunne jeg høre hendes skridt fjerne sig for derefter at standse.

”Kommer du Sara?” kaldte hun med en stemme, som blev kastet tilbage af murene. Og pludselig begyndte det hele at køre rundt for mig som en drejeskive, der var løbet løbsk, og som jeg var ude af stand til at stoppe. Den bare kørte og hørte, snart ville jeg blive suget ind i dens malstrøm.”  (Fra ”Dværgkrukken” 2012)

En hjemmeside fra Pexeto