DVÆRGKRUKKEN (2012)
Sara – en ung keramiker – arver i begyndelsen af 1960’erne et hus på Anholt efter sin afdøde onkel og tager over til den lille ø, hvor hun aldrig før har været. Hendes plan er at sælge huset.
Et mærkeligt landskab møder hende, da hun går i land. Forkrøblede fyrretræer. Endeløse vidder med den ene klitrække efter den anden. Høje, måske gravhøje. En stenslette med en spredt bevoksning af enebærbuske og lyng. Landskabet vækker en genklang i hende af tab og tomhed.
Sara beslutter sig for at blive. Mødet med stilheden og isolationen får hende til at reflektere over sit liv – sit kærlighedsliv såvel som sit forhold til andre mennesker i det hele taget. Hvorfor har hun altid været bange for kærligheden? Hvad er årsagen til, at hun har bygget en mur op omkring sig selv?
Langsomt sker der nogle ting med Sara – og omkring hende. Hun føler mere og mere at hun ikke er alene i huset, og at en hidtil mørklagt side af hende er på vej op til overfladen. Mødet med en jævnaldrende kvinde – fyrmesterens kone – sætter for alvor gang i processen.
“Nina Bolt har skrevet en rislende og underholdende roman om at blive plantet om og folde sig ud i fuld pragt …
Nina Bolt boltrer sig i landskabets, sindets og fantasiens mange muligheder for at forføre og forvirre og får således gennemtærskede emner som moderopgør, frigørelse og kønsbevidsthed til at sprudle.” (Jyllands-Posten ****)
“Nina Bolts roman fanger som tidsbillede og frysende familielivs-skildring, men allermest som Anholt-roman. Man vil derover nu, uanset årstiden.”
(Berlingske Tidende)
“gedigen fortællekunst … ufejlbarlig kompositionsteknik … sikker personskildring.”
(Nordjyske Stiftstidende *****)
“I Dværgkrukken optræder provinsen som et blodløst stenansigt, og samtidig viser romanen spændingerne under overfladen og de eksistentielle forløsninger hos den enkelte på en ganske vellykket måde.”
(Kristeligt Dagblad)
“En stærk fortælling om menneskeskæbner, et unikt sted i Danmark og et stykke af vores historie.” (Viva)
“Velskrevet, stille og sansende.” (Bibliotekernes lektørudtalelse)
“Mystikken breder sig mere og mere, og der er hele tiden urolige strømme under den blanke overflade og dramatisk drive i fortællingen.” (Lolland-Falsters Folketidende)
“Dværgkrukken er en vellykket og spændende fortælling, hvor Nina Bolt overbeviser ved at jonglere flot mellem begivenhederne og det lettere mytiske univers.” (Litteratursiden)
Køb “Dværgkrukken” ved forlaget eller bestil den hos din boghandler.
Udkommet som Udkommet som e-bog, lydbog og netlydbog indlæst af Karen Marie Larsen og udgivet af Lindhardt og Ringhof.